Yina Moe-Lange
Home News Pictures About Contact    
9/30/2010 - Vinter OL i Vancouver 2010 - En Fantastisk Oplevelse (in Danish)


      Vinter OL i Vancouver 2010 - En Fantastisk Oplevelse (in Danish)
    Jeg blev afleveret på kantstenen foran OL-byen som var det enhver anden skitur jeg skulle på. Men det var det ikke denne gang. I slutningen af januar fik jeg en glædelig, men overraskende e-mail fra DIF hvor der stod at jeg var udtaget til vinter OL i Vancouver for at konkurrere i de alpine discipliner storslalom og slalom. Jeg vidste at jeg var OL kandidat, men ingen havde givet mig indtryk af at min OL-deltagelse kunne virkeliggøres. Alle mine eksisterende konkurrence- og træningsplaner blev hurtigt lavet om så jeg kunne blive klar til OL. Der stod jeg i februar på kantstenen foran OL byen som Palle alene i verdenen kun med mit skiudstyr. Min træner skulle først ankomme en uge senere. Da hovedformålet med min OL deltagelse var at erhverve erfaring, skulle jeg opleve OL fra start til slut. Jeg bor i Seattle, så der er ikke langt til Vancouver og jeg kender Whistler hvor konkurrencerne fandt sted, hvilket hjalp mig meget - og lederne fra DIF tog sig også godt af mig. Så det gik alligevel ganske godt.

Åbningsceremonien var den første store oplevelse. WOW! – det at marchere ind sammen med alle de andre atleter var helt fantastisk. Min træner havde givet mig strenge instrukser om at bruge tiden til at opleve, erfare og suge indtryk til mig – det er minimalt hvor meget man kan forbedre sig gennem træning under OL, men man kan lære at håndtere nogle af alle de faktorer uden om skiløbet man bliver udsat for ved en så stor konkurrence. Så den første uge trænede jeg kun begrænset, men til gengæld var der mange oplevelser OL byerne i Whistler og i Vancouver. Blandt andet var både den danske og den amerikanske presse ude at ski med mig og lavede en række portrætter - nogle af dem kan ses på Yina.dk. Efter at min træner Mike ankom, fik jeg rigtig god træning som forberedelse til konkurrencerne. Mange af verdens bedste skiløbere var med på træningsbakken og jeg er sikker på at det at ski sammen med dem i et sådant miljø har smittet af. Min konkurrence lå i de sidste dage af OL, så det var en lang ventetid, men endelig oprandt de store dage.

Første konkurrence var storslalom, min yndlingsdisciplin. Efter 10 dage med godt vejr, vågnede jeg op til tåge og slud – ikke just gode betingelser for skiløb, med løbet blev alligevel sat i gang. For hver løber blev sigtbarheden ringere og ringere. Da turen kom til mig, lagde jeg slet ikke mærke til det, for jeg var nu blevet rigtig nervøs. Normalt når jeg deltager i skiløb er der ikke mange tilskuere, men her var der til gengæld mennesker overalt og masser af kameraer. Da jeg stod i starten var arme og ben ikke længere stærk muskelmasse, men føltes som om de var lavet af gele. Jeg kunne stort set ikke skubbe mig ud af starten. Jeg gennemførte dog løbet. På det tidspunkt var vejret så ringe at man ikke kunne se to porte frem og 2. gennemløb blev, for første gang i OL historien, udsat til dagen efter. Næste dag var vejret stadig dårligt, men man var nødt til at afvikle løbet. Mit andet gennemløb var utrolig meget bedre end det første og jeg rykkede 10 pladser op til en afsluttende nummer 47 ud af de 86 startende. Godkendt, som Johnny Albertsen udtrykker det.

Jeg havde desværre ikke haft mulighed for at deltage i ret mange slalomløb tidligere i sæsonen, så mine forventninger til denne disciplin var ikke som til storslalommen. Det var en meget lang bane, og vejret var stadig ikke vendt til det bedre, så under de givne forhold var jeg meget tilfreds med at kunne gennemføre begge gennemløb. Hver gang jeg stod i starten foran hele verdens øjne fik jeg adderet til min internationale erfaring.

Det at jeg kunne håndtere alle fire gennemløb gjorde, at jeg fik udnyttet min OL deltagelse maksimalt og virkelig fik brugt den mulighed for at erhverve erfaring som Danmarks Skiforbund og den Olympiske Komite havde givet mig. Det var en meget lærerig oplevelse at være med til OL og jeg fik en masse uvurderlig erfaring med hjem. Det er ikke nemt at beskrive i et ord, men jeg har fundet ud af at det engelske ord ”awesome” dækker rigtig godt. På dansk betyder det nemlig fire ting: Overvældende, frygtindgydende, formidabelt og fedt - tilsammen dækker ordene rigtig godt. Så når nogen spørger hvordan det var at være til OL, svarer jeg – AWESOME!

Min sidste oplevelse ved OL var afslutningsceremonien hvorefter lederne fra DIF fulgte mig direkte til samme sted hvor jeg to uger tidligere var sat af – nu var det for at sige farvel og tak for denne gang. Jeg skulle tilbage til min ”normale” skiverden med tanker om hvordan jeg kan forberede mig til Sochi 2014.

Continue...


Previous Post...All Posts...Next Post...
 
RSS Subscription
3/5/2011:
Min Sport - Danmarks Radio: Yina Moe-Lange at the Alpine Junior World Championships
2/2/2011:
Skiing with Yina
11/23/2010:
Recreational, Racing Skiers Hope For Good Weather
10/24/2010:
Olympiske juniorer vil et skridt videre (in Danish)
10/21/2010:
Indoor Slalom in Bottrop, Germany
10/7/2010:
OL Set i Bakspejlet (in Danish)
10/6/2010:
Catching up with local Olympian Yina Moe-Lange
9/30/2010:
Vinter OL i Vancouver 2010 - En Fantastisk Oplevelse (in Danish)
Copyright © 2010 Yina Moe-Lange